lørdag

Noget godt til SanktHansaften

I aften er det SanktHansaften og så må vi ha' lidt godt. Jeg har skuet tilbage til 1958 for at se, hvad man dengang kunne finde på at byde på og hygge sig med på denne aften. Det handlede dengang som nu om, hvordan vejret ellers arter sig.
Og uagtet vejret . . . . I år er vi i det mindste så heldige, at SanktHansaften falder på en lørdag, så de fleste kan sove længe i morgen.

En række forslag fra 1958, alt efter vejrtype, som, hvis det er sommerlunt, giver vi en kold punch og kolde retter. Er det en af de lidt køligere aftener, serveres varm punch.

Her er 4 forslag, som vi kan glæde gæsterne med i aften :

JOMFRUHALER PÅ EN PIND
RØDVINSBOWLE
VARM BÅL-PUNCH
SOMMERTÆRTEN

JOMFRUHALER PÅ EN PIND

Opskriften er til 6 personer


12-14 jomfruhummere
agurk
dild

beignetsdej af :

100 g mel
1 1/4 dl øl
1 æg (blomme + stiftpisket hvide)
salt
1 spsk. smeltet smør

fedtstof til kogning (svinefedt eller olie)

Jomfruhummerne koges ikke, halerne knækkes fra, pilles ud af skallerne, dyppes i beignetsdejen, hvortil alt er pisket og den stiftpiskede æggehvide er blandet i tilsidst. Derpå koges halerne i fedtstoffet indtil de er gyldentbrune og dejen er sprød. Lægges til afdrypning på et stykke papir (køkkenrulle). Derefter sættes de på spid eller på en tandstikker sammen med 2 halve agurkeskiver og en kvist dild  i midten. Kløerne fra jomfruhummerne koger i 10 minutter i saltet vand. Pilles ud af skallerne og blandes i en mayonnaise, tilsmagt med tomatpure eller ketchup.

Yderligere kan serveres små mørbradsmedaljoner, pyntet med tomatskive og stegte champignon. Hertil en kartoffelsalat. Der sluttes af med frugtsalat og småkager.

Kommer gæsterne hen under aften byder vi på :

RØDVINSBOWLE

Opskriften giver ca. 2 liter kold rødvinsbowle

1 lille klase druer eller småtskårne ananas
fintsnittet skal af et lille stykke grøn agurk
1 dl cognac
1 stor flaske rødvin (1 1/2 liter) eller 2 flasker a 3/4 liter
4 flasker apollinaris

Druerne skylles, halveres, stenene fjernes og druerne lægges i en bowle eller skål. Herover hældes cognac, agurkesnitter og til sidst rødvin, der er kold samt apollinaris, der hældes i, lige inden bowlen skal serveres. Bør nydes med sugerør.

Er vejret i stedet til varm punch er her en, som hverken er lumsk eller farlig :

VARM BÅL-PUNCH

2 appelsiner
1 1/2 liter rødvin
1 dl akvavit
3 flasker apollinaris
evt. lidt sukker

Appelsinerne skæres i meget tynde skiver, herover hældes akvavit, rødvin og sodavand og det hele varmes til kogepunktet. Lidt sukker kan evt. tilsættes.

Hele SankrHans arrangementet sluttes af med en festlig tærte, som egner sig godt til både kold og varm punch.

SOMMERTÆRTEN


200 g smør
200 g revet ost
200 g mel

fyld

225 g mayonnaise, der er rørt op med neutral smøreost
purløg
skinke
revet agurk
radiseskiver
revet rugbrød

Smør, ost og mel æltes sammen til en dej, som deles i to lige store stykker. Rulles ud og afskæres til store medaljer, der lægges på en smurt plade (bagepapir). Prikkes og bager ved svag varme, 175-200 grader i 10 minutter.
Sommersalat kan købes færdig. I så fald må den smages til med sennep, paprika, nymalet peber og iblandes mere purløg, agurk, radiser og skinke. Alt skal være småtskåret.
Over en ostebund lægges salaten og derefter det revne rugbrød. Pynten kan være radiseskiver eller halve agurkesnitter.
Andet kan lægges mellem ostebunde. F.eks. en god ostecreme.

ostecreme

3 æggeblommer
lidt salt
1/2 tsk. paprika
3 tsk. med lille top kartoffelmel
2 1/2 dl fløde
75-100 g revet ost
evt. hakkede valnødder

Æggeblommerne piskes med salt, paprika, mel og fløde. Varmes under piskning til kog. Når cremen tykner, tages den fra varmen og når den er afsvalet, blandes den revne ost i. Lidt hakkede valnødder pynter i cremen. Tærten eller medaljen pyntes med salatstrimler, radiseskiver eller olivenskiver.

Rigtig god SanktHansaften i aften !

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.