tirsdag

HAV-ØSTERS Á LA ZAHLE

Hav-østers á la Zahle, en fornem og dejlig gammel forret, smukt serveret i en skål med en god marinade over. Der bydes snitter af ristet brød og smør til.

På årets sidste aften giver vi den hele armen, når vi tager afsked med det gamle år og byder det nye velkommen og hvad er vel mere festligt til det end denne fornemme gamle østersret.
Retten lader sig hurtigt lave, når blot ingredienserne er til stede.

Der beregnes 1 1/2 dusin hav-østers til hver person.

Opskriften er fra 1941 af Arno P Petersen


HAV-ØSTERS Á LA ZAHLE

1 1/2 dusin østers pr. person

marinade

fint hakket persille
karse
kørvel
purløg
løg finthakket, hårdkogt æg
lidt estragoneddike
1 del hvidvin
2 dele olie
salt
peber

Åbn de mange østers og skrab "skægget" af. Skær stolen fra den buede skal. Efter at være skyllet i flere hold vand, kommes de i en stor skål og overhældes med følgende marinade :

Fint hakket persille, karse, kørvel, purløg, løg og finthakkede hårdkogte æg, tilsættes lidt estragoneddike, 1 del hvidvin og 2 dele olie. Smages til med salt og peber.

Hav-østers'en med marinaden over stilles på et koldt sted til de skal serveres.

Servér hav-østers á la Zahle i skålen med ristede franskbrødssnitter og smør til.


GODT  NYTÅR

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

mandag

FÜRST PÜCKLER FROMAGE TIL NYTÅRSAFTEN

Flot trefarvet Fürst Pückler fromage, bestående af hindbær-, kakao- og hvid fromage, serveret med småkager, hvidvin skumsovs eller karamelsovs, er en ualmindelig flot og velsmagende dessert, der passer fint på bordet nytårsaften.

Ingeborg Møller skrev sidst i 30erne om gode ideér til glæde for husmoderen, hendes husstand og hendes gæster. Gav opskrifter på dejlige retter til koldt bord, forskellige mellemretter, desserter og forfriskninger. Herunder denne skønne Fürst Pückler fromage.

Opskriften rækker til 6-8 personer

Kilde : Ingeborg Møller 1939


FÜRST PÜCKLER FROMAGE

6 dl piskefløde
5 spsk. tyk hindbærsaft
rød frugtfarve
25 g sigtet kakao
2 æggeblommer
50 g sukker
9 blade husblas

Til fromagen deles husblassen i 3 dele, sættes i blød og smeltes hver for sig. Æggeblommerne røres hvidt med sukkeret i 10 minutter og tilsættes den piskede fløde. Massen deles i 3 lige store dele.
Den ene tilsættes hindbærsaften og måske nogle dråber rød frugtfarve, den anden del tilsættes kakaoen og den sidste del skal ikke tilsættes noget.
Hver del, den ene efter den anden, røres op med 1 portion husblas, røres sagte og fyldes i en timbaleform eller lignende form, når husblassen begynder at stivne. Først den hvide, dernæst den lyserøde og til sidst den brune.

Fromagen vendes ved anretningen, pyntes med småkager og serveres med hvidvin skumsovs eller med karamelsovs.

hvidvin skumsovs

6 æggeblommer
75 g sukker
2 1/2 dl hvidvin
finhakket, gul skal og saft af 1 citron

Æggene røres med sukkeret til det er helt hvidt og alt det øvrige tilsættes. Cremen piskes derefter over god ild, til den omtrent har nået sit dobbelte omfang. Serveres straks.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

søndag

HUMMER NATUREL

Hummer og nytår går hånd i hånd og passer perfekt sammen. Her er en rigtig god gammel opskrift fra 1962 på hummer naturel, anrettet smukt på en stofserviet eller på knust is. Anretningen pyntes med citronsnitter, persille, dild og evt. grøn salat. Der bydes ristet brød og citron- eller kryddermayonnaise til.

Levende hummere har halen trukket fast ind under kroppen før de koges. De børstes og koges i flere hold vand.

Husk at lade hummerne ligge på ryggen, efter de er taget op af kogevandet. Det gør, at saften bliver i kødet.

- Og så ser det smukt ud, når hummerne er gnedet med olie, så de er blanke på skjoldet.

Opskrift fra 1962 af Ellen Holme
 

HUMMER NATUREL

2 hummere ( ca. 1 kg)

kogelage

4 liter vand
1 3/4 dl salt
2 spsk. sukker
1 tsk. paprika

Børst og skyl hummerne inden de lægges i spilkogende vand med hovedet først nedad. Der lægges straks låg over gryden. Når vandet atter koger, kommes næste hummer i. Hummerne koges ca. 15 minutter og afsvales i vandet. Lad dem ligge på ryggen.
Tør hummerne godt af og gnid dem eventuelt med olie, så de bliver blanke. Flækkes med en stiv kniv. Mave og tarm tages ud og erstattes med persille. Kløerne knuses let på undersiden med en hammer. Oversiden skal være hel.

Anret hummerne på en hvid stofserviet eller på knust is. Pynt med persille, dild og eventuelt grøn salat og byd ristet brød og citron- eller kryddermayonnaise til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter
 
Noget om Mad
 
VI BAGER GAMMELDAGS

lørdag

RØDSPÆTTE Á LA POUL REUMERT

Rødspætte á la Poul Reumert, en meget velsmagende fiskeret fra 1941, bestående af rødspætte, en anelse hvidløg, rødvin og sauterede champignons. Den vil sagtens kunne gøre sig på middagsbordet nytårsaften 2013.

- S I L D  E R  G O D T . . . . og i det hele taget skal vi spise nogle flere fisk. Der er så uendelig mange gode fiskeretter fra retrokøkkenet, dengang mormor var barn, så der er ingen undskyldning for at undgå fisk.

I 1941 slog man også et slag for at få danskerne til at spise mere fisk. Intet andet sted i Europa var det muligt at købe så frisk fisk som i Danmark og intet andet sted var der så let adgang til at sikre sig de værdifulde og velsmagende fisk. Tiden og fiskekvoter har ændret disse fakta, men det er stadig muligt i vore dage at få dejlig frisk fisk, når vi vil.

Opskriften er til 1 person.

Kilde : Arno P Petersen


RØDSPÆTTE Á LA POUL REUMERT

1 mellemstor Frederikshavner rødspætte (eller hvor den nu er fanget)
salt
peber
smør
en anelse hvidløg
2 dl god rødvin

sauce

fiskefond fra kogningen
lidt smør
lidt mel
40 g koldt smør

friske champignons i skiver
lidt smør

Den istandgjorte rødspætte krydres med salt og lidt peber og lægges i en sauterpande eller et ovalt gratinfad, godt smurt med smør og en anelse hvidløg. 2 dl god rødvin hældes over og rødspætten pocheres (småkoger) langsomt under låg. Når den er færdig, tages den forsigtigt op på et fad.

Fonden (suppen fisken er kogt i), koges ind til det halve, hvorefter den jævnes med en ubetydelighed smør og mel rørt sammen samt det kolde smør.

Rødspætten garneres med friske champignons i skiver, der er svitset i lidt smør.

Saucen hældes over rødspætten og fadet sættes i et andet fad med kogende vand, hvorpå rødspætten hurtigt glaceres med saucen i ovnen.

Servér rødspætte á la Poul Reumert med en lille fast pillekartoffel til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

fredag

KINESISK AND

Nu da julen er ved at være overstået og vi skal til at spise lidt mere hverdagsagtigt og fornuftigt, er det rart med noget varieret hverdagsmad, der både er velsmagende, nemt at lave og ikke mindst lidt sundere end den megen dejlige, men fede julemad, vi har fyldt os med.

Selv om man holder af god, gammeldags mad, kan denne godt reduceres lidt uden at tabe i velsmag. En nem måde at gøre det på, er at spare på både fedt og sukker. Mange gamle middagsretter tager overhovedet ikke skade af, at blive holdt lidt til den sunde side.

Anden har vi spist og derfor kaster vi os nu over kinesisk and, der er tilberedt af skært oksekød, trods navnet, svesker, æbler, pærer og kinesisk Soya.

Opskrift fra 1962 af Ellen Holme


KINESISK AND

2 skiver letsprængt flæsk
600 - 750 g skært oksekød
3 spsk. mel
4 dl vand
kulør
salt
peber
16 svesker
1/2 kg æbler
kinesisk Soya
2 friske pærer

Flæsket skæres i meget små terninger, der brunes sprøde. Kødet gøres i stand og skæres i portionsstykker, der vendes i mel og brunes i gryden. Vand, kulør og svesker kommes ved og retten småsnurrer under låg i ca. 50 minutter. Æblerne skrælles, deles og koges med de sidste 5 minutter.
Smag til med salt, peber og kinesisk Soya.

Serveres i en ring af løse ris. Ved anretningen drysses terninger af frisk skrællede pærer over.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

torsdag

RIBBEN MED ÆBLER

Ribben med æbler passer så godt ind i på det danske julefrokostbord. Ribben med æbler kan tilberedes med løg, stegt i fedtet sammen med æblerne eller løget kan undlades. Godt er det i hvert fald.

Retten serveres med rugbrød og det fedt, der hænger ved.

Det er en gammel egnsopskrift fra Sydfyn med et touch af Sønderjylland.
 

RIBBEN MED ÆBLER

ca. 1 1/4 kg ribbenstykke (revelsben)
afskåret, afsmeltet fedt fra ribbenene til stegning
salt
peber
800 g æbler, skåret i stykker (skal ikke skrælles)
evt. 150 g snittede løg

Start med at skære ribbenstykket op i revelsben og steg dem i eget fedt, skåret fra og smeltet i gryden. Brun ribbenene rigtig godt på alle sider, drys dem med salt og peber og steg videre for temmelig svag varme. Når kødet efter godt en times tid er mørt, tages benene op og æblestykkerne og evt. snittede løg steges i fedstoffet i gryden. Lige før æblerne er møre, varmes ribbenene sammen med dem.
Ribben med æbler spises med rugbrød og fedtet, der hænger ved.
 
Mormors Juleopskrifter
 
Noget om Mad
 
VI BAGER GAMMELDAGS

onsdag

PORTVINSCHAMPIGNONS

Portvinschampignons, serveret med ristet brød er en lækker forret til nytårsaften eller når som helst, der skal serveres en forret. Portvinschampignons kan også serveres sammen med røræg eller spinat eller bruges som tilbehør til fiske eller kødretter.

Kirsten Hüttemeier står bag denne dejlige og velsmagende ret fra 1952.

Opskriften er til 4 personer.
 

PORTVINSCHAMPIGNONS

350 g champignons
50 g smør eller margarine
4 dl fløde
saften af 1/2 citron
4 spsk. portvin
salt
2 tsk. mel

Svampene renses i koldt vand og det nederste stykke af hver svamp skæres bort. Når svampene er skåret ud i skiver, klappes de tørre og kommes herefter ned i det smeltede smør i en gryde. Lidt efter tilsættes fløden, citronsaft og salt. Svampene småkoger uden låg i 10 minutter, så kommes portvinen i og svampene smages til. Ryst mel og lidt vand til en jævning og kog svampene godt igennem med jævningen.
Der kan eventuelt tilsættes mere portvin, efter der er slukket for svampene.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

tirsdag

BRUNEDE KARTOFLER

Når vi i aften sætter os om et veldækket julebord, vil der i de fleste hjem blive serveret brunede kartofler til anden eller stegen, som er den fortrukne spise juleaften i de danske hjem. Mange vil ikke undvære disse syndige, men skønne sukkerlakerede kartofler, der i hvert fald den ene gang om året kommer på bordet.

Kartofler på glas eller små, pillede hjemmekogte kartofler er en smagssag. Det er nemt med glaskartofler, men koger man selv, kan kartoflerne sagtens gøres klar dagen for juleaften.

Ja, - så blev det jul med alt hvad det indebærer af veldækkede juleborde, festligt pyntede juletræer, jelekomsammener og alt det dannede borgere og fremtrædende kirkefolk i forening skabte tradition for i 1800 tallet.

Borgerskabets juletraditioner fungerede som rollemodel for resten af landet og det var det, som formede den jul, vi alle kender og elsker i dag. Den er såmænd blot 150 år gammel.
 

BRUNEDE KARTOFLER

Portionen rækker til 6 personer

1 kg små brune-kartofler
50 g sukker
50 g smør eller margarine

Kog kartoflerne i vand, tilsat salt i ca. 15 minutter. Pil dem og sæt dem væk til de er helt kolde.

Brun sukkeret på en kold pande. Når det bruser, tilsættes smørret. Hæld kartoflerne i en sigte og skyl dem med koldt vand. Lad dem dryppe godt af og hæld dem så op i det brudende sukker. Vend dem ofte med en træske.

Servér de brunede kartofler, smukt arrangeret på et fad med kødet og evt. halve æbler, hvide kartofler, sovs og rødkål.

VELBEKOMME OG EN RIGTIG GLÆDELIG JUL

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

mandag

FLAMSK HOTCH-POT

Flamsk hotch-pot, en velsmagende og nærende lys vintersuppe, kogt på 1 svineskank, 1 svinehale og et lille stykke letsaltet flæsk. Flamsk hotch-pot serveres med suppeurter, kødet skåret i skiver eller stykker, overdrysset med sprødstegte bacontern og ikke mindst brød og sennep til.

Hvidkål og kartofler gør retten mættende.

Opskrift : Eksport-Svineslagterierne 1960erne


FLAMSK HOTCH-POT

1 svineskank
1 svinehale
350 g letsaltet flæsk
2 liter vand
1 spsk. salt
2 gulerødder
1/4 lille hvidkålshoved
1 løg
2 store kartofler
2 porrer
100 g bacon i tynde skiver

Kødet koges i vand med salt ca. 1/2 time og suppen skummes evt. for fedt. Alle urterne skæres i store skiver og lægges i suppen, der koges yderligere 1/2 - 3/4 time.

Servér flamsk hotch-pot med urterne i og kødet, overdrysset med sprødstegte baconskiver. Byd brød og sennep til.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

søndag

RISENGRØD KOGT PÅ 4 FORSKELLIGE MÅDER

Risengrød kogt på 4 forskellige måder. Vælg den metode, der passer dig bedst.

Årets allervigtigste risengrød er den i julen, hvad enten grøden skal spises med smørklat i eller der skal laves ris a la mande af grøden.

Mange frygter for at koge risengrød med mælk, der koger over på komfuret og det er da ærlig talt også et stort arbejde at gøre rent efter.

Alternativet er enten at koge grøden i høkasse, mikroovn eller simpelthen i ovnen. Hver metode fungerer glimrende og man slipper for at gøre komfur rent og skrubbe gryde.

Til samtlige eksempler er kogt grød på 1 liter væske.
 
Foto : Arla

RISENGRØD KOGT PÅ 4 MÅDER

Metode I   På komfur

1 liter mælk
125 g grødris
lidt salt

Mælken koges op i en gryde og risene drysses i. Koger færdig på komfuret med jævnlig omrøring.

Metode II     I høkasse, seng eller thermokasse

1 liter mælk
125 g grødris
lidt salt

Mælken koges op i en gryde og risene drysses i. Når det atter koger røres rundt, der lægges låg på og gryden tages fra varmen. Sættes i en høkasse, pakket ind i aviser eller i sengen, pakkes i aviser og en dyne.

Metode III       I mikrobølgeovn

4 dl vand
2 dl grødris
1/2 tsk. salt
6 dl mælk

Bland vand, ris og salt i en form eller skål med høj kant. Dæk det til. Kog blandingen ved højeste effekt i 5 minutter. Fortsæt kogningen ved lav effekt i 4-5 minutter.
Tilsæt mælken og rør rundt. Dæk ikke formen til. Fortsæt kogningen ved højeste effekt i 4 minutter.
Kog grøden færdig ved lav effekt i 30-35 minutter. Spæd evt. med lidt mere mælk, hvis grøden virker for stiv.

Metode IV     I bageovnen

1 liter sødmælk
130 g grødris
1 knsp. salt

Skyl risene og kog dem forsigtigt op med mælken i en tykbundet gryde. Rør rundt hele tiden og tilsæt salt. Sæt låg på gryden (skal kunne tåle at gå i ovnen) og sæt det i ovnen ved 200 grader i 1/2 time. Grøden kan virke tynd, lad den blive fuldstændig kold.

Opskrift : Claus Meyer

Så er det vist kun tilbage at ønske helt og lykke med grøden. Det skal nok lykkes det hele, uanset hvilken metode, der vælges.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

lørdag

KOGT FLÆSK MED SPINAT

Gammeldags kogt flæsk med spinat eller flæskeskank til er en god december spise, der passer godt ind sammen med julemaden.
Serveret med brunede kartofler til, er spinaten et godt alternativ til grønkålen, der så ubetinget hører vores jul til og er en udbredt vinterspise.

Der anvendes stribet flæsk eller flæskeskanke og spinaten køber vi frossen.

Opskrift : Eksport-Slagterierne 1965


KOGT FLÆSK MED SPINAT

1 kg stribet flæsk eller 2-3 flæskeskanke
1 1/2 liter vand
2 tsk. salt
evt. en suppevisk
1 pk. frossen spinat
4 dl mælk
3-4 spsk. mel
salt
sukker
25 g smør

Kødet koges i vand med salt og evt. suppevisk ca. 1 time. Spinaten lægges i mælken og bringes i kog. Melet rystes til jævning med lidt ekstra mælk og spinaten jævnes hermed. Smages til og koges godt igennem.

Flæsket skæres i skiver og serveres varmt eller koldt med den stuvede spinat og brunede kartofler til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS


fredag

BYGMESTERKOTELETTER

Koteletter er og bliver et stykke kød, der kan trylles en hel del med. Opskrifterne er mange og variationerne er mange, bygmesterkoteletter er både spændende ,velsmagende og dekorative at sætte på bordet.

Bygmesterkoteletter, bestående af svinekoteletter, belagt med ristet skinke og spejlæg serveres med smørstegte kartofler i skiver og en tynd, let skilt skysovs med lidt ekstra smør oveni.

Koteletter, ristet skinke og æg klæder virkelig hinanden i smag og udseende.

Opskrift : Birte Olufsen 1965


BYGMESTERKOTELETTER

4 pæne svinekoteletter med ben
lidt skinke
4 æg
salt
peber
smør eller margarine til stegning
lidt hakket persille

Koteletterne pudses pænt af og skæres til, så de får et lille skaft på. Så bankes de godt og krydres med salt og peber. Steges på panden i smør eller margarine.
Rist lidt skinke på panden og læg en skive oven på hver kotelet. Herover et spejlæg, der drysses med lidt hakket persille.

Steg kartofler, skåret i skiver og servér dem til koteletterne sammen med en skilt skysovs med lidt ekstra smør oveni.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Mormors Juleopskrifter

VI BAGER GAMMELDAGS

torsdag

SØNDERJYSK SURRIB MED STUVEDE KARTOFLER

Hver by og hver egn har i tidens løb udviklet sine egne madspecialiteter og flere af disse serveres såmænd den dag i dag. Der har været en overvægt af retter med svinekød, da grisen, dengang som nu, var hovedleverandør til familiens, middagsbord.

Flere af de gamle egnsretter er knyttet til julen, heriblandt sønderjysk surrib, der stadig står på sønderjydernes juleborde, i vore dage dog fortrinsvis fra slagteren.
Sønderjysk surrib serveres med rugbrød og sennep eller med stuvede kartofler til.

Illustration : Engholm

SØNDERJYSK SURRIB

3/4 kg fersk, stribet flæsk eller svinekam, skåret i tynde skiver
3/4 dl vand
1 1/2 dl eddike
2-3 laurbærblade
5 hele nelliker
nogle hele peberkorn
salt
1 1/2 blad husblas pr. dl suppe

Flæsket koges mørt i vandet, der tilsættes salt, eddike, nelliker, peber og laurbærblade. Så skæres det i skiver med ribbene ved og lægges i en sandkageform. Fedtet skummes af suppen, som derefter sies gennem et klæde.
Suppen tilsættes 1 1/2 blad husblas pr. dl og hældes over flæsket. Der skal så meget suppe til at flæsket er dækket.

Sæt surribben koldt til næste dag, vend den ud af formen og sæt den hel på bordet sammen med stuvede kartofler eller rugbrød. Husk sennep til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

onsdag

MESTERKOKKENS FINE LEVERPØLSER

Mesterkokkens fine leverpølser, bestående af lever, kalvekød og spæk, tilsat løg, ingefær, muskat, lidt timian og en anelse allehånde er vidunderlige på julebordet. Pølserne koges og røges. Her er det godt med en god slagter, der vil røge pølserne for én, med mindre man selv er i stand til at ryge dem.
Tarmene fås også hos en slagter.

Leverpølserne er en del af sortimentet for slagtemad, som man gjorde det i de gode gamle dage på landet og i nogle tilfælde i byen.


Den gamle mesterkok Richardt Oest Larsen beskrev i 1944 hvordan slagtedagen på landet, men også i by, var en stor begivenhed, - ja, næsten en fest. Slagtedagen lå gerne en måneds tid før julen. Hele huset duftede af sære krydderier og gryder dampede med sylte, medister og blodpølse. Der var travlhed fra morgen til aften for hele tillavningen skulle helst være færdig på én dag.

Det havde sin betydning at have spisekammeret i orden og dertil hørte saltet og røget flæsk,rullepølse, spegepølse, pølser og leverpostej. Leverpostejen måtte henkoges på glas for at kunne holde sig.

Kødet kom i saltkar, røget flæsk hang tørt og luftigt. Kød og medisterpølse kunne henkoges.

Opskrift : Richardt Oest. Larsen.


FINE LEVERPØLSER

1/3 lever
1/3 kalvekød
1/3 spæk
2 store, revne løg
stødt hvidt peber
stødt ingefær
lidt stødt muskat
salt
lidt timianafkog
en anelse allehånde
rigelige, skårne spækterninger

tykke tarme

Kalvekød og spæk koges og når det er koldt, males det 2 gange gennem kødmaskinen sammen med den rå lever. Det æltes med 2 store, revne løg, stødt hvidt peber, stødt ingefær, lidt stødt muskat, salt og timianafkog. En anelse allehånde, men endelig ikke for meget og rigelig skårne spækterninger. Det hele æltes ekstra godt og stoppes ikke alt for fast i tykke tarme.

Pølsen koges forsigtigt en halv time, tages op og lægges straks i koldt vand i 10 minutter. Tørres af og sendes til rødning.

Servér leverpølsen, skåret i skiver til et stykke rugbrød.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad 

VI BAGER GAMMELDAGS

tirsdag

FARS LIVRET

Fars livret, nem og velsmagende 60'er menu, som hurtig kan stå klar på bordet. Fars livret med stribet flæsk, porrer og krydring af karry og paprika er færdig indenfor en halv time. Retten serveres med kartoffelmos og gøres smuk med tomatbåde og persille.

Denne dejlige hverdagsret, som hele familien vil syntes om, kan tilskrives Eksport-Slagterierne, der i 50'erne og ind i 60'erne lancerede et væld af opskrifter, alle tilberedt på grisen.
 

FARS LIVRET

3/4 kg stribet flæsk
4 porrer
salt
peber
lidt karry
paprika
2 dl kogende vand
1 dl mælk eller fløde
maizena- eller meljævning
evt. kulør

Flæsket skæres i skiver, der igen skæres i fingertykke strimler på tværs og brunes i en gryde. Porrerne renses, skæres i ca. 5 cm lange stykker og svitses et øjeblik i fedtstoffet. Salt, peber, lidt karry og paprika drysses på og det kogende vand hældes ved.
Retten småsteger ca. 20 minutter, så tilsættes mælk eller fløde, retten jævnes en anelse og farves om nødvendigt med kulør.

Servér fars livret med kartoffelmos og pynt med tomatbåde og persille.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

mandag

RULLET FLÆSK MED NELLIKE OG APPELSIN

Rullet flæsk med nellike og appelsin eller som retten faktisk hedder, dyrlægens flæskerulle, er en dejlig ret, som passer sig til denne juletid. Stribet flæsk rullet med paprika, sennep, nellike og appelsin og stegt i ovnen serveres med smørristede ærter, kartofler og appelsinskysovs.

Stegen sættes i ovnen og steger et par timer til den er god mør.

Opskrift : Eksport-Slagterierne 1965


RULLET FLÆSK MED NELLIKE OG APPELSIN

1 1/2 kg stribet flæsk
1 tsk. salt
1 tsk. paprika
1/2 tsk. tør sennep
10 hele nelliker
1/2 appelsin
1 tsk. sukker

Svær og ben skæres af flæsket. Salt, paprika og sennep blandes og kødet gnides hermed på begge sider, før det rulles sammen og ombindes med bomuldssnor eller holdes sammen med kødpinde. De hele nelliker stikkes ned i kødet hist og her.

Stegen lægges i et fad eller lille bradepande og steges i ovnen ved 170 grader i ca. 2 timer til stegen er mør.

Servér rullet flæsk med nellike og appelsin, skåret i pæne skiver med smørrystede ærter, kogte kartofler, og stegeskyen, smagt til med appelsin og lidt sukker.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

søndag

ÆBLER MED GELÉ

Halve æbler med gelé omkring juleanden eller flæskestegen, både smager dejligt og ser fantastisk ud. Den smule ekstra arbejde, der er med de halve æbler, kan sagtens arrangeres ind i de travle forberedelser til julemiddagen.

Kog æblerne dagen forinden eller et par dage før og opbevarer dem i køleskabet til juleaften. Æblerne skal serveres helt kolde alligevel.

Det kræver lidt snilde ikke at beskadige æbler, når de skrælles og befries for kernehuset. - Ligeledes kan det drille lidt, når æblerne skal koges. De har ofte en tendens til at live "uldne" og koge ud, hvorfor de følges nøje i gryden og vendes, hellere lidt før end for sent.

Opskrift : Ellis Tardini
 

ÆBLER MED GELÉ

4 æbler
3/4 liter vand
1 dl sukker
solbær-, ribs- eller rønnebærgelé

Skyl og skræl æblerne. Halver dem forsigtigt, så de ikke går i stykker og fjern kernehuset. Læg de halve æbler i vand med citronsaft, så de ikke bliver brune.

Kog æblerne møre i sukkerlage ca. 5 minutter. Vend dem en gang under kogningen. Tag dem forsigtigt op med en hulske og lad dem blive kolde.

Ved serveringen fyldes 1 tsk. gelé i hulrummet.

Æbler med gelé serveres som garniture til and, gås eller steg.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

lørdag

KOLD GLASERET SKINKE

Kold glaseret skinke til julens gæstebud er en flot sag at diske op med. Den fine skinke pyntes med ananasskiver og cocktailbær før den glaseres med ananassaft, smagt til med vin, for at blive smuk og blank.

Egentlig er det nemt at lave kold glaseret skinke og det kan blive endnu nemmere, hvis skinken koges dagen før den glaseres, det tåler den sagtens.

Skinkens størrelse afhænger af, hvor mange der bliver til bords. Gå til en slagter og bed ham om en skinke, der passer til behovet.

Opskrift : Eksport-Svineslagterierne 1965


KOLD GLASERET SKINKE

1 skinke efter behov
ananasskiver
cocktailbær
ananassaft
vin eller citronsaft
1 1/2 blad husblas pr. dl lage

 Kom skinken i kogende vand, der lige netop dækker og kog den mør. (Skinke skal koge 50 minutter pr. kg kød). Tag skinken op lad den blive helt kold, gerne til næste dag.
Befri skinken for sværen og pynt den med ananasskiver og cocktailbær. Herefter glaseres den med ananassaft, smagt til med lidt vin eller citronsaft og tilsættes 1 1/2 blad husblas pr. dl væske. Geleen skal afkøles og være lidt jævn, inden den lægges på skinken. Det fineste resultat opnås, hvis geleen dryppes på ad flere gange.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

fredag

ØF-STROGANOF

Øf-stroganof er, som navnet siger, beslægtet med den gode gamle og velkendte bøf stroganof af oksekød. Øf-stroganof er mindst lige så god, - blot er oksekødet her skiftet ud med svinekød og retten er tilsat cocktailpølser.

En rigtig god og lækker gryderet, som det kan betale sig at lave til et par dage, lanceret af Eksport-Svineslagterierne i 60erne.

Øf-stroganof serveres med kartoffelmos, løse ris eller flutes sammen med en skål grøn salat.

Illustration : Engholm

ØF-STROGANOF

1/2 kg nakkekam
4 spsk. mel
35 g smør
3 løg
1 dåse cocktailpølser
250 g champignoner
salt
peber
paprika
2 dl suppe eller vand
1 dl tomatpuré
1 dl fløde

Løgene skæres i terninger og brunes i smørret. Kødet skæres i fingerstore stykker, vendes i melet med krydderierne og brunes.  Suppe, tomatpuré og fløde kommes i og gryden står over svag varme i ca. 15 minutter. Tilsæt de rensede champignon og lad retten småsimre i yderligere 10 minutter. Smages til med salt, peber og paprika og cocktailpølserne kommes i. Varmes igennem før servering.

Øf-stroganof serveres med  kartoffelmos, løse ris eller flutes til sammen med en skål grøn salat.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

torsdag

FIGEN PÅ EN PIND

Kirsten Hüttemeier, der var kendt af enhver husmoder op gennem 50erne og langt senere, havde jævnligt noget i ærmet til børnene også. Her i form af julekonfekt med figen på en pind.

Figner sat på en pind og dyppet i sukkerlage, til sidst overdrysset med kokosmel. I stedet for figner kan anvendes små æbler som pigeoner.

Opskrift : Kirsten Hüttemeier 1952


FIGEN PÅ EN PIND

12 - 14 figner
6 pinde

sukkerglasur

250 g sukker
4 spsk. vand
1 spsk. glycose
1 tsk. eddike

pynt

kokosmel

Sukker, vand, glycose og eddike kommes i en tykbundet gryde og koges ind til massen kan klare sukkerprøven. (Dyp en tsk. i koldt vand og derefter i sukkerlagen og atter i koldt vand). Kan der nu trilles en blød kugle af sukkerlagen er lagen parat.

Kom figen på en pind og dyp fignen ned i lagen og drej rundt til lagen har fæstnet sig på hver figen. Drej også rundt, når pindene trækkes op. Stil pindene ned i en æske, så sukkerlagen kan stivne. Når den er stivnet lidt, drysses kokosmel over eller dypper hver figenpind ned i kokosmelet.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

onsdag

LANGKÅL

Langkål, som er en gamle måde at lave grønlangkål på, er noget længere under tilberedelse end den velkendte metode med at koge kålen kort, hakke den og komme den i en mælkestuvning.

For at lave langkål, som lavet i denne gamle opskrift, kræves nogle timers kogning i grisesuppe. Kålen hakkes let og kommes i smeltet fedtstof sammen med sennep, sukker, muskat, salt og en god tyk fløde.

Som der er Vendsysselsk grønlangkål og sønderjysk grønlangkål er det i høj grad en smagssag og tradition, hvad man foretrækker. - Måske nogle vil foretrække rigtig gammeldags langkål.

Kilde : Girly Skodshøj


LANGKÅL

grønkål (kogt, hakket)
grisesuppe

smeltet fedtstof
sennep
sukker
muskat
salt
god tyk fløde

Grønkål plukket af stokken, vaskes og koges i en suppe, kogt på svinekød i 4 timer. Grønkålen hældes på et dørslag og knuges i tætte boller, hvor mest mulig af grisesuppen presses af.
Opbevar grønkålsbollerne koldt, så holder de sig længe.

Ved tilberedningen hakkes det let, kommes i smeltet fedtstof, hvori det omrøres og tilsættes sennep, sukker, muskat, salt og god tyk fløde.

Servér langkål med kogt flæsk, hamburgerryg, pølse m.m.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

tirsdag

GAMMELDAGS RISTÆRTE

Gammeldags ristærte, en forløber for den ris a la mande, som vi kender den i dag, lanceret af Madam Mangor, er et godt alternativ til en juledessert.

Gammeldags ristærte serveres varm med vaniljeis eller iskold flødeskum, smagt til med vanilje.

Det er klart en fordel, at lave grøden dagen før og lade den stå koldt natten over. En god rest kold risengrød kan også med fordel trylles til en gammeldags ristærte.

Kilde : Fritze Juel

Heiligendamm

GAMMELDAGS RISTÆRTE

grød

100 g grødris
3/4 liter mælk
1/2 stang vanilje

3 æg
50 g kartoffelmel
2-3 spsk. sukker
100 g mandler

Kog risen til grød i mælken, der er tilsat den flækkede vaniljestang og salt. Køl den af og tag vaniljestangen væk, inden æggeblommerne røres i en ad gangen. - Rør godt for hver blomme.
Tilsæt kartoffelmel og sukker samt de skoldede, smuttede og hakkede mandler og rør kraftigt. Vend til sidst de stiftpiskede æggehvider i dejen og fyld den i en smurt, raspdrysset form.

Tærten bages i ovnen ved 200 grader i ca. 1 time.

Vend den ud på et fad og servér den straks med vaniljeis eller iskold flødeskum, smagt til med sukker.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

mandag

RIBBENSTEG MED KRYDRET RASP

Gammeldags ribbensteg med sprød svær, serveret med gammeldags rødkål står i øjeblikket helt sikkert på de fleste danske  julefrokostborde, som traditionen sig så vel byder. - Og den dejlige spise er da også værd at gå på.

Ribbensteg er en meget fed form for flæskesteg, men til gengæld også den mest velsmagende og når blot den nøjes med at byde sig til ved særlige højtider så som julen, skal vi ikke afvise den, men med god samvittighed smage på den dejlige steg.

Ribbensteg kan tilberedes i flere varianter og serveres med forskelligt tilbehør. F.eks. denne ribbensteg med krydret rasp, som Eksport-Svineslagterierne lancerede i 60erne. Der er skabt en vis form for balance her, idet stegen er serveret med snittet hvidkål, som ganske vist er dampet mør i smør med lidt vand og salt.
 

RIBBENSTEG MED KRYDRET RASP

1 kg stegestrimmel
1-2 tsk. sur sennep
2 spsk. rasp
2 spsk. puddersukker
1 tsk. karry
1 fintsnittet løg
1/2 tsk. salt

Sværen skæres af flæsket. Fedtsiden af stegen smøres med sennep og drysses med en blanding af rasp, sukker og karry, hvorefter det fintsnittede løg og saltet drysses over.

Stegen sættes i ovnen ved 170 grader og steges ca. 1 1/2 time til den er helt mør.

Servér ribbensteg med krydret rasp med snittet hvidkål, der er dampet mør i smør.

Mormors Juleopskrift

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

søndag

ORANGESKINKE TIL JULENS GÆSTEBUD

Pragtfuld orangeskinke med smag af appelsin og nellike, når hele familien dukker juleglade op en af juledagene. Skinken sættes til med hele nelliker og syltet orangeskal før stegning.

Orangeskinke serveres med en lækker sprød svær, orangesovs, fin kastanjemos eller kartoffelmos og en appelsinsalat til.

Her er beregnet en fersk skinke på ca. 5 kg. Det rækker i hvert fald til 10 personer.

Orangeskinke blev lanceret i 60erne af Eksport-Svineslagterierne.


ORANGESKINKE

1 fersk skinke på ca. 5 kg
5 g hele nelliker (ca. 25 stk.)
1 hel syltet orangeskal
3 tsk. salt
1 1/2 liter vand

Få slagteren til at ridse sværen på skinken. Prik med en spids kniv huller i hvert andet mellemrum og sæt hele nelliker og stk. af orangeskal heri. Pris det godt ned, så det er dækket.
Skinken gnides med groft salt og lægges på risten over bradepanden. Sættes i ovnen ved 160-170 grader i 3-4 timer. (Stegetermometer skal vise 80-82 grader) Fedtet hældes fra, når den første time er gået og vand hældes over skinken, som dryppes af og til under stegningen. Skyen hældes fra, når skinken er mør og den efterbrunes ved 250 grader til sværen er sprød. Ovnens grill kan også bruges, blot man holder godt øje med det.

Skum skyen og lav en sovs, tilsat finthakket orangeskal eller revet appelsinskal. Smag saucen til.
Sovsen kan bages op eller den kan jævnes med meljævning.

appelsinsalat

tynde appelsinskiver
lidt sukker
lidt vin

Læg tynde appelsinskiver i vin og sukker for at trække og sæt skålen koldt til salaten skal serveres.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

lørdag

LANDSBY-GRYDE

Landsby-gryde af stribet flæsk med ben ved i en dejlig karamelsauce, pyntet med æbler og svesker og serveret med brød eller kogte kartofler, er egentlig ingen egentlig juleopskrift, men en sammenkogt ret fra 60erne, lanceret af Eksport-Svineslagterierne.

Imidlertid er denne gudeskønne gryderet så aldeles velegnet som decembermad med sit indhold af æbler og svesker og smag af nelliker, at den må vi da ha' på bordet i december.

Bed vennerne kigge indenom til en hyggelig decemberaften eller i weekenden efter en tur i skoven og sæt så denne dejlige gryde på bordet. Til dessert evt. en cheesecake med chokoladefyld.
 

 
LANDSBY-GRYDE

1 kg stribet flæsk med ben (revelsben)
2 spsk. sukker
20 g mel
1 dl eddike
3 laurbærblade
3 hele nelliker
5 hele peberkorn
salt
3-4 æbler125 g svesker

Flæsket udskæres som koteletter med 1 ribben i hver skive. Sværen skæres fra og skiverne brunes let i en gryde, hvorefter de tages op og sukker tilsættes og brunes til karamel. Mel tilsættes og piskes godt ud.
Æbler i skiver og svesker koges og vandet herfra benyttes til at spæde karamelblandingen i gryden. Krydderier og eddike blandes i og det hele koger et par minutter. Flæsket blandes i sovsen og det hele småsnurrer til flæsket er mørt, ca. 1 time.

Servér landsby-gryde pyntet med æbler og svesker og byd godt brød eller kogte kartofler til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

fredag

SPÆNDENDE RULLESTEG FRA 60ERNE

December er grisemad, der som bekendt kan serveres i uendeligt mange spændende varianter. De traditionelle juleretter ligger fast, hvorimod god og anderledes mad af lignende råvarer altid er værd at stifte bekendtskab med.

Her en rigtig god og velsmagende rullesteg med fyld af rosiner, hakkede mandler, æbler og løg.

Det dejlige julefyld gør rullestegen spændende. Det er en perfekt søndagsmiddag til julemåneden, som vi jo allerede har taget godt hul på.

Opskriften er fra 60erne, hvor den var en del af de mange opskrifter Eksportsvineslagterierne lancerede for de danske husmødre.


SPÆNDENDE RULLESTEG FRA 60ERNE

1 l kg nakkekam
1 spsk. udrørt sennep
2 spsk. tyk tomatpuré
2 spsk. rosiner
1-2 spsk. hakkede mandler
1-2 hakkede æbler
1 lille hakket løg
1 tsk. salt
1/4 tsk. peber
25 g smør
1/4 dl vand
1 dl fløde

Svær og ben fjernes. Kødsiden smøres med sennep og tomatpuré. Det hakkede fyld blandes med krydderierne og bredes ud på flæsket. Stegen rulles sammen og ombindes med bomuldstråd.

Brun stegen i s med løskogte ris, iblandet rå hakkede løg eller grønærter.it eget fedt i gryden, hæld vand ved og lad stegen småsnurre i gryden ca. 2 timer til den er mør.
Skyen skummes og jævnes med fløde.

Servér rullestegen, skåret i pæne skiver sammen med saucen, løskogte ris, iblandet rå hakkede løg eller grønærter.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

torsdag

SVENSK JULESKINKE

Svensk juleskinke, fuldstændig klassisk, som de spiser den i Sverige, er en heftig sag og bliver der mange omkring bordet, kan sådan en letsaltet, letrøget skinke sagtens veje 4-5 kg.

Se først skal skinken koges sammen med en suppevisk til den er mør. Her beregnes ca. 50 minutter pr. kg kød.

Herefter hviler skinken i suppen til den befries for sværen og smøres ind i en sennepsmasse og drysses med rasp til sidst. Den gør sig smuk og gylden efter et kvarters tid i ovnen.
 


Svensk juleskinke serveres på flere måder, med brød og rødkål, iblandet æblebåde og små løg eller med kogte grøntsager til. Det er en smagssag, hvad man foretrækker.

Opskriften rækker til 10-12 personer - (hvis der anvendes bayonneskinke er der til 6 personer)

Opskrift : Fællesslagterierne i 60erne


SVENSK JULESKINKE

1 letsaltet, letrøget skinke 4-5 kg eller en bayonneskinke

suppevisk

porretoppe
persille
laurbærblade
timian

1 spsk. sirup
5 spsk. sur sennep
1 spsk. sennepspulver
1 spsk. kartoffelmel
2 æggeblommer
rasp

Skinken bringes i kog i så meget vand, at det netop dækker kødet. Suppen skummes, suppevisken tilsættes og skinken koges mør under låg ved svag varme, ca. 50 minutter pr. kg kød.

Skinken afkøles i suppen, tages op og tørres af, befries for sværen og lægges i bradepanden.
Sirup, sennep, sennepspulver, kartoffelmel og æggeblommer røres sammen og smøres på skinken, hvorefter raspen drysses over. Skinken dryppes med lidt smeltet smør og sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter til den er smukt gylden.

Arranger juleskinken på et stort fad, skær den for ved bordet og servér brød, rødkål med æblebåde og små løg eller kogte grøntsager til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS




Vi sov af Glæde kun lidt i Nat,
og Dagen har været saa lang;
nu har vi os her paa Skamlerne sat,
fortæl en Historie en Gang!
Vi ved, du over hundrede kan.
Mens Faer og Moer gør Træet i stand,
fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa!
Men en, som er lang, at Tiden kan gaa

onsdag

HOVMESTERMØRBRAD

Mørbrad er jo taknemmelig, når vi skal finde på noget godt, hurtigt og enkelt til middag. Talrige er de mørbradopskrifter, der er lanceret i årenes løb.

Denne mørbradret efter tidligere skibskok Aage Nilsson, hvorfor ingredienslisten er forholdsvis kort,. Det var jo praktisk på søen.

Der stikkes hul i begge ender af mørbraden med skaftet af en grydeske eller et strygestål, så fyldet kan anbringes i mørbraden. I det her tilfælde wienerpølser. Færdigstegt vil mørbradskiverne fremstå med rødt glimt midt i skiven.

Opskrift : Aage Nilsson 1965

Illustration : Engholm

HOVMESTERMØRBRAD

2 pæne store svinemørbrad
2 wienerpølser
margarine
ærter og gulerødder
salt
peber

De to mørbrad befries for brusk og sener og pudses pænt af. Så skal der stikkes hul ned igennem begge mørbrad på langs og bagefter fyldes en wienerpølse i hver.
Brun mørbradene godt af, krydr dem med salt og peber og steg dem næsten møre i gryde. Tilsæt vand eller suppe og lad mørbradene snurre færdig under låg.

Tag kødet op og skær det ud i tykke, skrå skiver og anbring skiverne på et pænt fad. Serveres med stuvede grønærter og gulerødder.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

 
Og naar til sidst vi klinket har,
sin Søndagspibe henter Faer,
og Hanne hun maa stoppe.
Med Julelys hun tænder den;
saa leger Faer med os igjen,
og vi bli'er længe oppe!

Far vel! for nu vil Karen gaa.
Men jeg dig ikke sige maa,
hvad vi skal hen og hente.-
Men kom nu rigtig tidligt! hva'?
Du kan jo kjøre hjemme fra,
før Lygterne er tændte.
 
 

tirsdag

SKOVMØLLENS GRYDE

Skovmøllens gryde er en nem og velsmagende gryderet fra 60erne, der startes dagen før, med at sætte svesker i blød. Der er anvendt stribet flæsk og rå kartoffelskiver, som jævner sovsen. Gamle kartofler er som skabt til at jævne ud i saucen.

Nem og god mad, serveret lige fra gryden, der også sparer på opvasken og det var en del af missionen med de mange dejlige retter, fællesslagterierne lancerede for de danske husmødre i 60erne.
 

SKOVMØLLENS GRYDE

3/4 kg stribet flæsk
3/4 kg kartofler
125 g svesker
2 1/2 dl vand
1/2 tsk. timian
salt
peber

Sveskerne sættes i blød dagen før. Flæsket skæres i store terninger og brunes i en gryde. De rå kartofler skæres i skiver og kommes ved. Krydderier drysses over og vandet fra sveskerne tilsættes. Retten snurrer under låg 1/2 time. Sveskerne tilsættes og retten snurrer videre til kartoflerne jævner sovsen. På det tidspunkt vil kødet også være mørt. Smag til med salt og peber.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGAER GAMMELDAGS


Naar Faer skær Hul paa Gaasen saa,
han løfter mig, jeg kige maa
til Sveskerne der inde.
Vi trækker „Gaasekrog“ for Spøg,
og tænk! en stor Klat Syltetøj
jeg faar, hvis jeg kan vinde.

Så får vi vin i vore glas,
og Moer hun henter Juleknas
og Godter til at spise.
Og Gaasens Skaal vi drikke vil,
og Faer han synger nok dertil
en morsom Julevise.

mandag

JULEFROKOSTSTEG

Juleforberedelserne er i gang, det er ikke spor for tidligt at få sat julemaden på plads. Her en rigtig god, gammeldags juleskæresteg, der er anvendelig til såvel en god julemiddag eller serveret lun eller kold med rugbrød, syltede rødbeder, syltede agurker og en god sennep til julens frokoster.

Stegen er en skinkesteg uden ben, men såvel nakkesteg eller bovsteg kan bruges. Nakkestegen er kendetegnet på sin fine fedtmarmorering. Det giver en rigtig god smag. Til fyld er der valgt små californiske rosiner, æbler og lidt hakket rød peber, evt fra dåse.

Opskriften er Kirsten Hüttemeiers fra 60erne.


JULEFROKOSTSTEG

1 skinkesteg uden ben ca. 1 1/2-2 kg (nakkesteg eller bovsteg)
salt
peber
1 spsk. hele nelliker
2 laurbærblade

fyld

2 1/2-3 dl små cáliforniske rosiner
2-3 æbler
lidt hakket rød peber
salt
peber

til stegning

vand
bouillontern

Kødet ridses i terninger og midt i stegen skæres et ret dybt rids, nærmest en lomme og heri kommes fyldet bestående af rosiner og små æbleterninger og evt. finthakket rød peber, lidt salt og peber. Kødet lukkes med kødnåle, der stikkes lodret i kødet, der nu lægges i en bradepande med koldt vand og lidt bouillonterning og sættes i ovnen på nederste rille ved 225 grader. Når vandet småpipler, skrues ned til 200 grader og kødet steger i alt 2-2 1/2 time. Skyen hældes fra og den kan anvendes til sovs eller fryses.

Kødet, der nu er sprødt og fint, skæres i skiver og smager dejligt varmt som middagsret. Det er nu også godt lunt eller koldt med rugbrød, syltede rødbeder, syltede agurker og en god sennep.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS


Du gamle, rare Bedstemoer,
hvor det var dejligt, at du tror,
at nok du ud tør kjøre.
Og Juletræet er saa stort;
Jeg saa' det staa i vores Port.
Nu skal du bare høre!

Med Risengrød begynder vi,
husk paa, der er en Mandel i!
Og saa skal Gaas vi have.
I Gaasens Ryg et Flag skal staa,
og den har smaa Manchetter paa
og Grankrans om sin Mave.

søndag

RISOLLER AF BUTTERDEJ

Gammeldags risoller af butterdej formet til en trekant, fyldt med en tyk stuvning, smager herligt og vil være et godt alternativ til den traditionelle julemad.

Butterdejen køber vi færdig. Der er rigeligt at se til ellers hen under jul.

Til julefrokosten er der forskelligt egnede stuvninger, efter hvad man nu syntes bedst om. Asparges, reje eller hønsestuvning, asparges og fiskeboller i stuvning eller muslingestuvning er noget af det, der matcher julebordet.

Fyldet må være ret småt udskåret, når det blandes i den tykke stuvning.

Illustration : Engholm

RISOLLER AF BUTTERDEJ

ca. 200 g frossen butterdej

aspargesstuvning

1 ds. fine aspargessnitter med hoved
smør
mel
aspargesvand
lidt fløde
salt
peber

Lav en opbagning af smør, mel, aspargesvand og lidt fløde. Smag den til med salt og hvid peber og kom aspargesstykkerne i. Det skal være en tyk opbagning.

Butterdejen optøes som angivet på pakken og udrulles ret tyndt. Den skæres i kvadrater på 4-5 cm.
Den tykke stuvning lægges på, dejen pensles i kanten med æg og foldes over, så der dannes en trekant. Kanterne trykkes sammen og risollerne pensles på overfladen med sammenpisket æg så de bliver smukt blanke.

Bages i ovnen ved 200 grader ca. 20 minutter.

Servér risollerne på et smukt fad.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS



 Gid det var Jul! Hvor det var rart.
Men nu maa den da komme snart,
det varer ikke længe;
thi fra min Stol ved Vindvet her
paa Køkkenmuren jeg jo ser
alt Julegaasen hænge